Om audiovisualARtwork

audiovisualARtwork er et samarbejde mellem komponist Anna Rosenkilde og kunstmaler Robert Benson.

Vi skaber noget vi synes er spændende og unikt – tæt sammenvævede kunstværker som inviterer dig til at bruge din fantasi og lade det stationære maleri og den flygtige musik guide din egen indre historie og fortolkning af værket.

Vores værker bliver skabt i en konstant udveksling af skitser af maleri og musik. Sammen udforsker vi det der opstår, i det tætte sammenspil mellem de to kunstformer. De individuelle værker består af et maleri og et stykke musik, malet og skrevet i tæt samarbejde. Musikken inspirerer stregen og karaktererne i maleriet. Maleriets farver påvirker valget af instrumenter og klange, ligesom karaktererne og stemningen inspirerer historiefortællingen i musikken.

Første gang vi udforskede det kreative rum imellem os, arbejdede vi i samme fysiske rum. Vi havde leget med tanken om hvordan vi kunne skabe et fælles samspil mellem det musiske og visuelle udtryk, og under seancen lod vi os inspirere af hinandens kreative udfoldelse. Det viste sig meget hurtigt at der opstod noget interessant i vores kunsteriske dialog. Vi fortsatte arbejdet ved hver især at uploadede lydbidder og billeder af det stadie, vi var nået til i udviklingen af det enkelte værk. Det der opstod i musikken og i malerierne, blev det centrale fokus i vores kreative dialog. Energien i musikken kom til at udforme konkrete figurer og abstrakte lag af maling på den todimensionelle flade. De ting der opstod på lærredet blev til musikalske motiver og klange.

Vores første udstilling var i november 2016. Vi følte vi var i gang med at udvikle noget virkelig interessant og var spændte på hvordan folk ville reagere på sammenspillet mellem de to kunstformer. I udstillingsrummet hang malerierne på væggene, og besøgende kunne enten lytte til den lydlige del af værket i hovedtelefoner eller komme til en aften hvor musikken blev spillet i rummet, og der var spot på det maleri musikken hørte sammen med. Gennem folks oplevelse af værkerne opdagede vi, at vi havde fundet en ny tilgang til oplevelsen af maleri og musik. Musikkens varighed fik folk til udforske det enkelte maleri i længere tid og gå på opdagelse i detaljerne. Maleriets farver og figurer inspirerede mange til deres egen lille historiefortælling i oplevelsen af musikken.

Op til vores anden udstilling i november 2018 arbejdede vi med værkerne over en længere periode. Her gik vi mere i dybden med det fælles udtryk og hvordan vi hver især kunne præge hinandens kreativitet. Under udstillingen blev det klart for os, at værkerne også skabte et tiltrængt rum af nærvær og fordybelse for mange. Det gav os ekstra stof til eftertanke og nye ideer til hvordan værkerne kan eksistere i verden, både som kunstværker og som et mentalt åndehul med mulighed for nærvær, afstressning og frigivelse af menneskelig kreativitet.

For tiden arbejder vi videre med nye ideer til værker og fremtidige udstillinger. Vi undersøger hvordan vi kan præsentere vores værker i forskellige sammenhænge som fx foredragsaftener, workshops, udstillinger og særarrangementer.

Anna Rosenkilde

Anna Rosenkilde er en dansk komponist, sangskriver, filmkomponist, sanger og instrumentalist.

Hun har udgivet to anmelderroste soloalbum “Under the Skin of a Skeleton Zebra” (2010) og “White Woods” (2012) og spillet mere end hundrede koncert med hendes originalmusik i Danmark, Nordeuropa, USA og Afrika.

De seneste år har hun skrevet musik til adskillige kortfilm, dokumentarfilm og animationsfilm – heriblandt dokumentarfilmen “Dreaming Murakami” (2017), som har fået succes på filmfestivaller verden over. Hun har bl.a studeret på Københavns Universitet og Syddansk Musikkonservatorium og færdiggjorde i 2018 en kandidatuddannelse i filmkomposition.

Musikken er ofte atmosfærisk, enkel, melodisk og poetisk, og blander akustiske og elektroniske elementer.

Hendes andre kompositioner inkluderer bl.a. kormusik og musik til en danseforestilling.

Se mere på: www.annarosenkilde.dk

 

Robert Benson

Min far var kunstmaler og min mor er uddannet syerske. Da jeg var lille arbejdede min far hjemme. Her så jeg de teknikker han brugte til at male hans malerier – og når lysten til at tegne og male opstod, havde jeg fri adgang til hans malerredskaber og maling. Det betød at jeg fra en meget tidlig alder udviklede en intuitiv forståelse for maleriet som udtryksform.

Talentet for at tegne og male er noget, der allerede kunne ses i de tegninger, jeg lavede som helt lille. Det var noget jeg bare kunne; noget, hvor jeg gennem det fysiske aftryk jeg satte, evnede at udtrykke noget der talte med sit visuelle sprog til andre mennesker.

Da jeg var midt i tyverne, bestemte jeg mig for at dyrke mit talent. Jeg øvede mig mange timer om dagen på at tegne. Efter tre års koncentreret arbejde, holdt jeg min første udstilling. Folk var meget begejstrede – og flere af værkerne fandt et nyt hjem. Jeg forsætte med at udvikle mit talent og udstille, når jeg havde skabt nye værker, fordi der var efterspørgsel, og jeg kunne se, at det jeg udtrykte, rørte ved noget dybt og fundamentalt hos folk.

I selve den kreative proces har jeg måtte kæmpe en hård fysisk og psykisk kamp i bestræbelsen på at finde frem til en sund balance mellem det til tider selvudslettende behov, jeg har for renhed og perfektion, og det at turde give slip og tillade mig selv at lade det jeg skaber, bliver til i sin umiddelbare form.

Jeg har altid haft en klar instinktiv fornemmelse af hvor jeg skulle hen med min kreativitet. Men det jeg mærkede indeni passede ikke ind i den skabelon, samfundet har lavet, for hvordan et menneske skal leve sit liv. For at skabe tid og plads til at kunne gå i dybden med de kreative impulser, har jeg måttet gå min egen vej og leve lange perioder af mit liv forskellige steder på kanten af samfundet, både i Danmark og udlandet.

Næste skridt bliver at overføre det jeg har lært gennem årtiers arbejde med den kreative proces til samtlige aspekter af mit liv. Samtidig med at jeg føler, at det også er vigtigt, jeg deler ud af viden.